Sponsorer

Københavns Tekniske Skole
Altero Design
Lyngby turist fart
Autolakeren
Webike
Schrøder Cykler
Eurostar
jtimport
Niscayah Danmark
Møls Transport

FIX nyt - 9. maj 2005

 

Kr. Himmelfart etapeløbet

 

Kr.Himmelfart stævnet i Odder blev et lige så hårdt etapeløb som forventet. På 3 dage skulle Fix´ ryttere køre 4 etaper og en prolog. Bortset fra yngste klasse, var Fix repræsenteret i alle klasser, bl.a. stillede vi med 6 mand i både U23, i junior, ungdom og i ældste. I mellemste var Fix til gengæld kun repræsenteret af en rytter.
 
Da redaktøren skulle køre servicevogn i ungdom var det begrænset hvor meget mulighed der var for at følge med i de øvrige klasser, men beretningerne fra de ryttere der var indkvarteret i lejren i Dyngby Strand stemte overens med det indtryk man havde fået i ungdomsløbet: at der blev kørt med høj intensitet og at felterne var sammensat af de bedste danske og udenlandske ryttere der ikke var indstillet på at give ved døren.
 

U23

I U23 lå Fix´ Jonas Aaen længe til i det samlede klassement, efter at havde ydet en stor indsats i løbet - flot bakket op af sine holdkammerater.
 
Brian, Bo og Kasper på 4. etape.
Foto: Odder CK
 
Holdet blev handicappet af, at to af holdets stærkeste ryttere blev ramt af sygdom og uheld. Jesper Andersen måtte allerede på 1. dag stå af pga. sygdom og Jonas Høberg var på andendagen udsat for et voldsomt styrt, der forhindrede ham i at fortsætte i løbet.
 
Jonas Høberg og Bo Strand på 3. etape.
Foto: Odder CK
 
På løbets sidste dag, hvor rytterne skulle gen­nemføre 147 km på en 13,7 km rundstrækning med nogle rigtig grimme stigninger og ned­kørsler, gjorde de resterende Fix ryttere – Brian Jørgensen, Kasper Christensen og Bo Strand Olsen - en stor indsats for at holde Jonas Aaens placering, men overmagten og trætheden efter et par hårde dage var for stor og Fix-rytterne måtte en efter en falde fra sluttende med at også Jonas selv måtte er­kende, at positionen i klassementet ikke kunne fastholdes og valgt som de øvrige Fix-ryttere at stå af.
 
Jonas Aaen i gadeløbet. Foto: Odder CK
 
Det skal tilføjes, at U23-feltet udelukkende var sammensat af eliteryttere fra den hjemlige A-klasse og et enkelt udenlandsk semi-professionelt hold. Det var derfor noget af en præstation at Fix formåede at holde en mand fremme i klassementet i det meste af løbet.
 

Juniorklassen

 

I juniorklassen var konkurrencen ligeledes hård. Holdet der bestod af Johan Hauerberg, Philip Nielsen, Rasmus Damm, Jannick Friis, Anders Fyhn og Dennis Jønsson kørte et flot løb hvor taktikken var at holde holdets bedst placerede rytter, Rasmus fremme i klassementet.
 
Dennis på bakken. Foto: Odder CK.
 
Alle ryttere på holdet satte deres egne chancer til side for at støtte Rasmus og det lykkedes næsten, men som i U23 var også juniorerne – heriblandt Rasmus præget af de forudgående hårde dage, og den afsluttende rutes hårde karakter. Det blev derfor en uhyre velkørende Anders Fyhn der samlet blev Fix´ bedst placerede rytter i det afsluttende klassement.
 
Anders var derudover en af de få ryttere i feltet der ikke forholdt sig passivt, men turde udfordre de stærke hold fra Vejle og GLS på sidstedagen ved et soloudbrud i løbets sidste halvdel.
 
Morten Høberg der kører for Team GLS i år sikrede sig en fornem 8. plads.
 

Ungdom

 

I ungdom var Fix på forhånd handicappet ved at Michael Bruhn-Rasmussen på forhånd måtte melde fra pga. sygdom. Siden hen måtte også Mikkel Schiøler stille cyklen efter at havet gennemført 4. etape med feber i kroppen – ærgerligt for ham og holdet, idet Mikkel efter førstedagens 2 etaper lå på en samlet 3. plads.
 
Mikkel Schiøler på prologen. Foto: Odder CK
 
Det var derfor op til Patrick Clausen, Rasmus Quaade, Anders Lykkestrup, Mikkel Høgh og Katrine Bjarler at markere sig i det stærke og ca. 100 mand store ungdomsfelt på kongeetapen om lørdagen.
 
Rasmus på Pederstrupbakken. Foto: Odder CK
 
Her kørte en stærkt kørende Rasmus med førergruppen hjem efter en hæsblæsende sidste omgang, hvor hovedfeltet blev totalt splittet på de smalle og kuperede landeveje. Patrick Clausen holdt sig ligeledes godt til og kom ind med en mindre gruppe ikke så lang tid efter Rasmus. Dermed holdt begge ryttere sig til i præmierækken. Rasmus som nr. 13 og Patrick som nr. 30.
 

Ældste

 

I Ældste klasse stillede Fix med Jannick Berg, Sebastian Nielsen, Stefan Jørgensen, Simon Larsen, Alex Clausen og Morten Bollhorn.
 
Simon og Morten i gadeløbet på 2. etape.
Foto: Odder CK
 

Alle drengene leverede en god indsats og såvel Sebastian som Stefan sluttede løbet i præmierækken. Sebastian med en imponerende 10. plads taget i betragtning, at han som de fleste af de øvrige Fix-ryttere i denne klasse er førstårs ældste.
 

Mellemste

 

I Mellemste klasse var det op til Fix´ enlige rytter i denne klasse, Morten Stampe, at vise klubtrøjen. Det gjorde Morten på imponerende vis ved at sikre sig en samlet 10. plads. Flot klaret af nystartet rytter.
 
Morten Stampe i baggrunden. Foto: Odder CK.
 
Som sædvanlig var det et flot arrangement som Odder CK havde stablet på benene og selv om alle sikkert synes det er et par seje dage at gennemføre, er der ingen tvivl om, at vi alle glæder os til at vende tilbage til næste år.
 
Et rigtigt herresving. Foto: Odder CK.
 

CC Gladsakse, Køge og Slagelse

 

Om søndagen var der enkelte ryttere der ikke synes at de havde fået nok af cykelløb i Kr. Himmelfartferien og derfor stillede til start i CC Gladsakses løb i Lynge om søndagen.
 
Bl.a. Jonas Aaen og Kasper Christensen stillede til start i B-klassen. Begge var dog uheldige. Jonas punkterede – og der ydes ikke service i B-klassen og Kasper var involveret i et styrt.
 
I C-klassen stillede René Hasfeldt til start med maksimalt udbytte, idet han vandt løbet. Samme René hev en tredjeplads hjem i Køge CR´s løb Kr. Himmelfarts dag – så det var en god forlænget weekend for klub-massøren.
 

I ungdom var der også et godt udbytte, idet Rasmus Quaade sikrede sig en 2. plads oven i købet i et løb hvor der skulle spurtes om placeringerne – det er ikke set før fra Rasmus side.

Der har såmænd også været kørt løb i Slagelse. Her blev Matthias Krigbaum toer i en knivskarp placeringskamp i løbet der blev afviklet som en enkeltstart. Der var 4 sekunder mellem nr. 1 og 4.
 

Fra forrige uge

 
Hvis du er interesseret i at se hvordan Fix blev eksponeret i Rødovres lokale presse i forbindelse med forrige uges løb i Sengeløse, kan du klikke ind på Rødovre Lokal nyt.
 

Silkeborg – Viborg - Hammel

 

I næste uge står menuen så på de tre pinseløb i Jylland. Lørdag gælder det Silkeborgs løb der afvikles i Kjellerup på en let kuperet rute. Søndag er det i Viborg det foregår – ruten skulle være ny i år, så måske komme felterne ikke til mål samlet som de plejer at gøre. Mandag afsluttes der så i Hammel, hvor det er den i cykelkredse nærmest sagnomspundne Pøt Mølle bakke der skal forceres før man kommer til mål på Wavinsvej i Hammel. På Pøt Mølle bakken har man gode muligheder for at studere rytterne indgående og man har god tid, for en del af rytterne står næsten stille på denne ualmindeligt stejle bakke.

FIX nyt - 09.05.2005
Til forsiden  Oversigtskort  Udskriv