Sponsorer

Københavns Tekniske Skole
Altero Design
Lyngby turist fart
Autolakeren
Webike
Schrøder Cykler
Eurostar
jtimport
Niscayah Danmark
Møls Transport

FIX nyt 20. juni 2005

 

Ungdom dominerede ABC´s løb

Fix ungdom kørte med stort overblik og fik fuldt udbytte af deres indsats i ABC ´s løb på Skovlinien i Hareskoven.
 
ABC´s løb blev afviklet på den velkendte rute ved Hareskoven. Alle rytterne i ungdomsklas­sen kender ruten fra utallige løb. Ruten er kort, ca. 7 km og kan for rytterne synes lidt kedelig. For tilskuerne er den derimod glim­rende idet man ser rytterne mange gange og man har derfor en større chance for at følge de forskellige faser i løbet.
 
Fix stillede med 5 mand til start, idet Mikkel Høgh, Rasmus Quaade, Michael Bruhn, Pa­trick Clausen og Mikkel Schiøler satte gang i cyklerne kl. 11.35 sammen med det ca. 45 mand store felt.
 
Det blev et løb præget af stor angrebslyst og intensitet og her holdt Fixerne sig ikke til­bage. Allerede på 1. omgang blev der rykket og Rasmus Quaade rykkede fra feltet sammen med en Korsør-rytter. Udbruddet blev dog hurtigt hentet ind, hvilket ikke fik Rasmus ned med nakken. Kort efter var han nemlig med i et femmands udbrud der længe så ud til at holde hjem, godt hjulpet af de øvrige Fix-ryttere der bakkede af i feltet. På næstsidste omgang blev udbruddet dog hentet ind af Amager-rytteren Michael Poulsen, der med en gigantføring over en halv omgang kørte feltet op til gruppen.
 
Herefter tog Fix kontrol over løbet på den sidste omgang, bl.a. med udbrudsforsøg fra Patrick Clausen og Mikkel Høgh. Da opløbet nærmede sig, satte Rasmus Quaade og Mikkel Høgh sig i front og skruede tempoet op med Mikkel Schiøler på hjul. Det klappede perfekt og da Rasmus og Mikkel H slog ud et par hundrede meter fra mål drejede Mikkel Schiøler gashåndtaget i bund og spurtede sig til en overbevisende sejr.
 
Patrick bliver nr. 8 og Rasmus nr. 13. Michael Bruhn-Rasmussen måtte udgå da flere egere i hans hjul kollapsede.
 
I ældste klassen kunne redaktøren notere, at Sebastian Nielsen sad godt med i førergruppen indtil sidste omgang, hvor Sebastian måtte stå af pga. kramper i mellemgulvet. I anden gruppe sad Jannick Berg, Alex Clausen og Simon Larsen godt med og det kunne noteres, at Simon har udviklet en rigtig god spurt, der placerede ham i front af gruppen ved hjemkomsten. Resultatet af mellemste og yngste klasse kendes ikke endnu.
 

Kasper Christensen igen i udbrud i B-klassen

Både Kasper Christensen og Bo Strand hjemtog placeringer i Lyngby CC´s løb.
 
Kasper Christensen der senest fulgte Jonas Aaen til dørs i et monsterudbrud i Skives løb har fået smag for at gå med i udbrud. Senest i Lyngby CC´s løb, hvor Kasper kørte hjem med en 8-mandsgruppe. Her blev Kasper nr. 6 i spurten. Bo Strand der stillede til start sam­men med Kasper og Brian Jørgensen hjemtog en 10. plads
 

René Hasfeldt ny mand i B-klassen

 

René Hasfeldt har i foråret domineret C-klas­sen på de sjællandske landeveje. Nu er det slut, idet René hjemtog andenpladsen i Lyngby CC´s løb i weekenden. Så vidt re­daktøren kan regne det ud, betyder det at René nu har så mange point, at han skal køre sammen med Fix hold i B-rækken. Det bliver spændende at følge vores ryttere i klassen i efteråret. Jeg er helt sikker på, at vi nok skal få endnu en rytter eller to kvalificeret til A-klassen inden sæsonen er forbi.
 

En tirsdag på Amager

Philip Niel­sen blev toer i hård gadeløb.

Juniorrytterne holdt løbsfri weekend, men i tirsdag dominerede Fix-rytterne Amagers gadeløb rundt om Fields.
 

I tirsdag stillede Fix juniorhold til start i Amager CC´s gadeløb. Der blev kørt stærkt fra start af og efter 4-5 omgange var feltet stærkt reduceret, men alle Fix juni­orryttere sad i den forreste gruppe og var med godt initiativ med til at præge løbet. Såvel Jesper Mørkøv, Johan Hauerberg og Dennis Jønsson var på soloudflugt undervejs. Særligt lovende så det ud for Dennis, der havde et pænt hul ned til feltet og først blev indhentet da gruppen gik ud på sidste omgang.
 
I spurten viste Philip Nielsen både overblik og styrke ved at sprinte sig til andenpladsen lige i hjulet på eks-Fixeren Morten Høberg fra GLS. Alle de øvrige Fix-juniorryttere kørte sig ligeledes i præmierækken.
 
FIX nyt 20.06.2005
Til forsiden  Oversigtskort  Udskriv