FIX nyt 31. august 2005
DM børn og ungdomsklasserne
I den forgangne weekend blev DM for børne- og ungdomsklasserne afviklet i Kjellerup, hvor Silkeborg IF stod for et flot arrangement, der ikke stod tilbage for elite DM i Odense tidligere på sommeren.
CK Fix var repræsenteret af 15 ryttere, der dækkede alle klasser på nær yngste og mellemste pigeklasserne.
DM startede med et uofficielt mesterskab for 4-mandshold. Fix havde tilmeldt hold i ældste og ungdomsklasserne, men på dagen var det kun ungdomsholdet der stillede op og kun med tre mand. Det var derfor en udmærket præstation, at et i holdsammenhæng fuldstændigt urutineret Fix-hold, bestående af Mikkel Schiøler, Rasmus Quaade og Michael Bruhn-Rasmussen, kunne hive en bronzemedalje hjem efter 25 km kørsel i styrtregn, kun 7 sekunder fra 2. pladsen.
Lørdagens enkeltstart var for ungdomsklassens vedkommende præget af en snigende usikkerhed omkring tidtagningens korrekthed. Fix-rytternes køretider var dog reelle nok. Alle fire Fix-ryttere sikrede sig adgang til A-finalen. Michael Bruhn-Rasmussen og Patrick Clausen som hhv. nr. 44 og 45, mens Rasmus Quaade og Mikkel Schiøler fik placeret sig i præmierækken som hhv. nr. 11 og 13.
I Ældste var de fleste af Fix-rytterne handikappede af de fysiske forskelle der så typisk gør sig gældende i netop denne række, hvor der oftest er store forskelle i fysikken i mellem de to årgane, som klassen er sammensat af. Sebastian Nielsen sikrede sig med en 17. plads både præmie og A-finaleplads. De øvrige Fix-ryttere sluttede længere nede i rækkefølgen: Stefan Jørgensen nr. 70, Morten Bollhorn nr. 73, Rasmus Elm nr. 85, Alex Clausen nr. 113, Jannick Berg nr. 122 og Simon Larsen nr. 124.
I Ældste pige blev Lea Bruhn-Rasmussen nr. 8 og Camilla West-Hansen nr. 10.
I Yngste og mellemste klasse blev klubbens enlige repræsentanter hhv. Mathias Krigbaun nr. 14 og Morten Stampe nr. 11.

Morten Bollhorn
Foto: Ciclismo.dk
I Ældste pige, sad Lea og Camilla længe godt med, men måtte mod slutningen falde fra. Camilla stod af og Lea sluttede som nr. 9.
Både i yngste og mellemste klasse leverede Mathias og Morten en god indsats og to placeringer som hhv. nr. 10 og 13 hjem.
DM afsluttedes med ungdomsklassens linieløb over 75 km. Det var sandsynligvis her, at Fix havde størst mulighed for at hente en topplacering hjem. Såvel Patrick, der nyligt blev noteret for sæsonens første sejr i Kronborgs løb, Rasmus Quaade og Michael Bruhn-Rasmussen har alle vist sig som stærke ryttere med potentiale til at vinde løb.
Særligt Mikkel Schiøler var på forhånd udpeget som en af favoritterne til at vinde mesterskabet, efter en fornem sæson, der har inkluderet OL-deltagelse og succesfuld deltagelse på landsholdet i det hårde østrigske etapeløb ASVÖ-radjugendtour i midten af august. Det blev nu hverken Mikkel eller nogle af de andre favoritter, der løb med mesterskabet. På løbets tredje omgang kom en gruppe på syv ryttere af sted, desværre uden deltagelse fra Fix.
I feltet blev der brugt mere tid på at vogte på hinanden end at sætte en forfølgelse ind. Hos Fixerne var der i lighed med de andre favorithold ikke vilje til at organisere sig og indlede en jagt på udbryderne, der dermed kunne køre hjem og afgøre mesterskabet imellem sig.
Syvmandsgruppen kom alene til mål, hvor Kasper Terkelsen fra Vejle vandt mesterskabet foran Mads Meyer, Korsør. Efterfølgende kom Rasmus ind som nr. 9 efter at have stukket sammen med en Haderslev-rytter. Herefter kom Patrick, Mikkel og Michael ind med hovedfeltet. Patrick bliver placeret som nr. 17, Mikkel som nr. 19 og Michael lige udenfor præmierækken.
Post Cup og Bell Cup i Sorø
Stærk indsats af Fix-rytterne i Sorø CC´s løb.
Mens børne og ungdomsklasserne afholdt mesterskab, blev de næstsidste afdelinger af hhv. Post Cuppen for A-klassen og Bell Cuppen for juniorklassen afviklet i Sorø.
I begge løb var klubben repræsenteret. I A-klassens løb over 184 km var Jonas Høberg og Jonas Aaen til start, mens en rygskade fortsat forhindrer Jesper Andersen i at deltage i løb. Såvel Jonas, Jesper og Jonas har henover sommeren vist deres potentiale ved at blive placeret i de fleste af de gadeløb, der er blevet afholdt, med deltagelse af den danske elite, heriblandt professionelle ryttere.
I Sorøs løb, der som Post Cup indebærer stor præstige og dermed hård konkurrence blev kørt som et knaldhårdt udskildningsløb. I finalen sad der derfor kun 330 mand tilbage, heriblandt Jonas og Jonas. Spurten blev vundet af Jens Erik Madsen, Glud og Marstrand foran Jacob Moe fra GLS. I et felt næsten udelukkende bestående af ryttere fra de tre danske kontinental teams, var det meget imponerende at se, de to Fix-ryttere køre sig ind til placeringer som hhv. nr. 10 og 12. Det bliver spændende at følge Fix´ tre meget talentfulde A-ryttere i fremtiden. Med det talent og den kørelyst bliver de svære at holde nede i fremtiden.
Juniorrytterne viser også lovende tegn for fremtiden. I Sorøs løb over 123 km fik Fix Philip Nielsen med i det afgørende 5-mandsudbrud. I gruppen sad ud over Philip GLS-rytterene Niki Østergaard og Thomas Jensen, Morten Reckweg fra Vejle og Jakob Kodrup fra Odder. Et stærkt selskab, der også holdt hele vejen hjem. GLS-rytterne forvaltede deres overtag fornuftigt, idet Niki Østergaard kørte sejren hjem, han blev dog fulgt helt til dørs af Philip, der kun manglede en halv cykellængde i at passere GLS-rytteren. Det var Philips anden 2. plads inden for en uge, idet Philip forrige søndag kørte andenpladsen hjem i FBLs løb.
Jesper Mørkøv og Jesper Bollhorn kom i mål i Sorø kort efter som hhv. nr. 9 og 10. Præstationen i Sorø lover godt for juniorteamets afslutning på sæsonen og for fremtiden. Et billede der også tegnede sig i forrige weekends løb i Kalundborg, hvor Fixerne også hentede solide placeringer hjem.
Af resultatlisten fra juniorløbet fremgår, at en rytter ved navn Bavets Guyran fra EDL Belgien har kørt en 13. plads hjem. Mon ikke det rigtige navn på rytteren er Guytan Baerts aka Guytan Lilholt, CK Fix´ tidligere spurtkanon, der skulle være vendt tilbage til Danmark efter et par års ophold i Belgien? Samme Guytan sikrede sig også en 3. plads i FBLs gadeløb på Avedøre Holme forrige søndag.
Kommende løb
I den kommende weekend afvikles Værløse-Farums partidskørsel lørdag og om søndagen er der igen mesterskabsløb. Sjællandsmesterskaberne for senior, junior og ungdomsklasserne afholdes i år af Roskilde CR der afholder mesterskabet i deres traditionsrige løb med mål på toppen af Elverdamsbakken.
Ruten er lang og hård med store åbne strækninger og undervejs på ruten skal rytterne derudover passere ”Schulstad-bakke”, der om muligt er endnu mere rædsom at passere på de sidste omgang end selve Elverdammen der er en laaaang konstant stigende bakke, der med garanti giver selv de mest trimmede ryttere åndenød på toppen.
Udtagelse til distriktsholdet i ungdom
Ugen efter er det Amager der afholder løb, her vil to af klubbens talentfulde ungdomsryttere dog ikke deltage, idet såvel Mikkel Schiøler som Rasmus Quaade er udtaget til at repræsentere Distrikt Sjælland i 8e Critérium Européen des Jeunes” i Luxembourg fra den 9.- til den 11. september.
Løbet er et løb over tre etaper og samler deltagelse af de bedste hollandske og belgiske ungdomshold. Mikkel vil være bekendt med løbet i det han også sidste år deltog på Distrikt Sjællands hold.



.jpg)







