FIX nyt - 01.05.2006
Fix-rytterne var en anelse mere tilbageholdende i denne weekend, men som sædvanlig, fristes man til at sige, indtog Fix-rytterne en pæn del af podiepladserne i weekendens løb.
Sebastian Nielsen vandt i KCK-Herlev/Brøndby CC´s løb
Sebastian Nielsen var ene om at hive en sejr i hus i KCK-Herlev/Brøndby CC´s løb i Sengeløse. Jesper Mørkøv Jonas Wang og Patrick Clausen kørte sig ind som nr. to i junior, yngste og ungdom.
På en råkold weekend varmede det at se de velkørende Fix-ryttere følge op på sidste weekends gode resultater. Lørdag var det børne- og ungdomsklasserne der afviklede deres løb på KCK-Herlev og Brøndby CC´s korte rute i Sengeløse.
I ældste klassen, hvor man godt kan være lidt ubeskeden og sige, at Fix-rytterne har en dominerende rolle kørte Sebastian Nielsen – endnu engang – sejren hjem, da det store felt kom til mål på toppen af Ada-bakken. Holdkammeraterne fulgte Sebastian godt til dørs, idet Jannick Berg bliver 5, Stefan Jørgensen 7 og Alex Clausen 18.
De tidligere Fix-ryttere Christian Wang og Lars Almind har givet stafetten videre til deres sønner Jonas og Oliver, der i yngste klassen viser, at talent åbenbart er arveligt. Jonas sikrede sig endnu en andenplads til samlingen af trofæer og Oliver kørte sig til en 5. plads. Godt at se, at Fix er godt repræsenteret i den klasse, hvor man altid er 100% sikker på at der bliver kørt ræs fra starten.

Jonas Wang g Oliver Almind. Foto CK Fix
I ungdom skulle afgørelsen findes blandt rytterne i en seksmandsgruppe der midtvejs kørte fra feltet. Fix var repræsenteret af Patrick Clausen, der kørte sig til en sikker andenplads efter Køge CR´s Sebastian Lander.
Søndag var det seniorklasserne og junior der stillede til start. I C kørte Johan Hauerberg endnu et point ind på kontoen ved at besætte tiendepladsen. Johan syntes selv at timingen af spurten kunne være bedre og på Ada-bakken er det fristende at starte i bunden af bakken, men så er der stadig 500 meter til stregen. Selvom timingen kan forbedres er styrken der, Johan kørte endnu et flot løb, der blev vundet af Mads Rydicher fra Ordrup.
A og B-klassen blev afviklet som et handicapløb, hvor den almindelige præmierække var suppleret med en fælles for de to klasser. B-klassen, hvor Fix var repræsenteret af Philip Nielsen og Kasper Christensen startede 5 minutter før A-klassen og A-rytterne hentede aldrig den udbrudsgruppe af B-ryttere, hvor både Philip og Kasper sad. Løbet blev vundet af en stærkt kørende Jannick van Dijk fra Ordrup CC, mens Philip og Kasper kører sig ind hhv. som nr. 4 og 7. Efter en solid indsats i et 152 kilometers syrefremkaldende forfølgelsesløb er det flot præstation af de to Fix-ryttere, og deres ophold i B-klassen er på denne baggrund kun er et spørgsmål om tid.
I juniorklassen kørte Jesper Mørkøv sig til en velfortjent andenplads efter Mikkel Lund fra Team GLS. Jesper kørte tidligt i det 128 km lange løb væk i selskab med 6 andre ryttere, mens Jesper Bollhorn – indtil senere - blev i feltet. På tredie omgang bliver udbrudsgruppen splittet yderligere op, idet Jesper Mørkøv og Mikkel Lund kører fra de øvrige udbrydere. På sidste omgang kører GLS-rytteren fra Jesper, der dog kommer i mål på en flot andenplads 6 minutter før løbets nr. 3.
Midtvejs i løbet kørte Jesper Bollhorn fra feltet i selskab med Mikkel Schiøler fra Team GLS. Uheldigvis for Jesper, indhenter de Niki Østergaard fra GLS og senere kommer yderligere Morten Høberg også GLS op. Da GLS-erne samtidig indleder placeringskampen langt ude fra, er det klart, at Jespers kræfter efterhånden slipper op. Jesper sikrer sig dog en meget velfortjent 9. plads, efter hvad der må siges at være en meget hård dag på kontoret.
Dennis Jønsson 2-er i de Jysk/fynske mesterskab i enkeltstart
Dennis leverede en ny stor præstation på enkeltstartsrammen i Rødekro.
Mens de øvrige ryttere kørte rundt på Sjælland tog Dennis Jønsson turen over til fastlandet, hvor de Jysk/fynske mesterskaber i enkeltstart blev afholdt i Rødekro. Med en ny solid præstation sikrede Dennis sig en andenplads kun 12 sekunder efter vinderen Morten Kruse Brink fra Herning. Dennis er nu selv ude om, at forventningerne til en god placering ved DM der afvikles om små to måneder så småt begynder at blive ganske store – men forventninger er også til for at blive indfriet.
Den kommende uge
I den kommende uge er det Fix selv der skal stå for cykelløbet. På søndag afvikles CH Transport løbet for alle klasser i vaskebræt-terrænet ved Herringsløse. Selvom hjemmebanefordelen i cykelsporten er til at overse – særligt når det drejer sig om en helt ny rute – så lover de seneste ugers præstationer godt for at Fix-rytterne kan give os nye oplevelser og nogle gode placeringer til sig selv – måske også et par hjemmebanesejre?



.jpg)







