Sponsorer

Københavns Tekniske Skole
Altero Design
Lyngby turist fart
Autolakeren
Webike
Schrøder Cykler
Eurostar
jtimport
Niscayah Danmark
Møls Transport

FIX nyt - 07.06.2006

 

3 sejre til Fix i Pinseferien

Pinseferien bød på mange løb med deltagelse af Fix-ryttere. Både i Jylland og på Sjælland blev der kørt væddeløb, mens ældste drengene var taget til Tjekkiet. I tre af de fire hjemlige løb, blev det til en Fix-sejr med hhv. 2 sejre i ungdom og en i junior.
 
Mens alle ældste drengene var taget den lange vej til Tjekkiet, for at deltage i et etapeløb, var størsteparten af Fix-rytterne, sammen med forældre og ledere taget til Jylland, hvor Silkeborg, Viborg og Hammel traditionelt arrangerer cykelløb i de tre Pinsedage. Efter en hård etapeløbsweekend i Odder, var det mentalt noget mere afslappende for rytterne at deltage i tre separate løb lørdag, søndag og mandag.
 
Første løb fandt sted i Kjellerup nordvest for Silkeborg, hvor Silkeborg IF cyklings hovedsponsor Designa Køkkener har hovedkvarter. Ruten var for de fleste klasser en lang sag på 33 km., mens yngste og mellemste klasse ”slap” med en mindre rundstrækning. Ruten er moderat kuperet, men til gengæld sørgede en frisk vind for at der i alle felter var basis for at etablere udbrud.
 
I yngste klasse blev det ikke til placeringer for Oliver Almind og Jonas Wang denne dag. Jonas styrtede undervejs og kom derfor ind efter at præmierækken var blevet sat. I mellemste klasse kørte Emil Wang rigtigt stærkt og sikrede sig sin første præmieplacering som nr. 15.
 
I ungdomsklassen kørte Rasmus Quaade og Patrick Clausen et rigtig skarpt løb. På første omgang får de to slået et hul til feltet sammen med Morten Dyrkilde, Roskilde og Sebastian Lander, Køge. De fire mand udbyggede herefter forspringet på anden omgang. Kort før mål stikker Rasmus af og kommer alene i mål. Patrick kan lægge sig på hjul af Lander frem til målstregen, hvor han vinder spurten om andenpladsen.
 
I junior var det ligeledes blandt deltagerne i et tidligt udbrud, vinderen skulle findes. Jesper Mørkøv sad sammen med størsteparten af de startende ryttere i et hovedfelt, der kørte meget langsomt, efter at 8-mandsudbrudddet var kørt og han måtte derfor tage løbet som en træningsoptakt til de to næste løb.
 
Dagen efter blev løbet afviklet i Viborg. På en solskinsdag med næsten ingen vind var det behageligt at være tilskuer. For rytterne var det derimod svært at få åbnet løbet. Kun i junior, blev der etableret et udbrud der holdt hjem. Her missede Jesper Mørkøv ikke chancen for at være med. De 11 ryttere i udbruddet kørte hjem med 11 minutter til feltet, der gik helt i stå efter at udbruddet var etableret, sikkert fordi at alle hold undtagen et enkelt var repræsenteret i udbrudsgruppen. I slutfasen var der mange forsøg på at stikke af og på de sidste tusind meter har Nicholas Jørgensen fra Amager held til at komme så tilpas langt væk, at han kan køre først i mål. Jesper kommer til at sidde en smule på mellemhånd i forsøget på at fange udbryderen, men får alligevel kæmpet sig til en femteplads, da udbrudsfeltet kører op til ham.
 
I ungdom slog Fix rytterne til igen. Denne gang var det Patrick Clausen, der kørte en flot spurtsejr i hus, da hele det store ungdomsfelt kom til målstregen efter 70 km. kørsel. Rasmus Quaade sad også langt fremme og tager en 6. plads.
 
I mellemste klasse fulgte Emil Wang sin gode præstation op ved at blive nr. 18, lige ude for præmierækken. I yngste klassen var både Jonas Wang og Oliver Almind repræsenteret i præmierækken som hhv. nr. 6 og 8.
 
Det sidste løb i Jylland i Pinsen fandt sted i Hammel, med et teknisk svært opløb gennem Hammel med afslutning på Industrivej. Det interessante ved løbet er dog, at løbet for ungdom og opefter inkluderer Pøt Mølle bakken i skoven ved Frijsenborg slot. Bakken er ikke særlig lang, men den er til gengæld meget stejl og som tilskuer er det rigtig sjovt at stå ude på denne bakke ca. 4 km. før mål og hhv. beundre de ryttere, der elegant forcerer bakken og have lidt ondt af dem der knapt kan få cyklen drevet fremad.
 
I B stillede Philip Nielsen og Kasper Christensen til start, som de foregående to dage. Denne dag havde de dog held til at fuldføre løbet, uden at måtte udgå med defekter, som det var sket dagene før. Begge kørte godt op over bakken, men havde ikke det nødvendige held til at komme med i det afgørende udbrud, hvor Mads Rydicher fra Ordrup kørte sejren hjem i en flot og veltimet spurt. Philip blev noteret for en 15. plads og Kasper der kom ind samtidig får ikke en placering denne gang.
 
I ungdom havde Patrick og Rasmus fået stillet sejrshungeren og nøjedes med at tage placeringerne som nr. 11 og 17 efter vinderen Niels Olsen, Roskilde. I Junior tog Jesper Mørkøv den sidste præmieplads som nr. 15, da han kørte ind sammen med resterne af det stærkt decimerede hovedfelt. Kun lidt over en tredjedel af juniorfeltet formåede at fuldføre løbet, der blev vundet af Nicolaj Olesen, Team GLS.
 
I yngste tog Jonas Wang og Oliver Almind et par trin op ad i præmierækken. Jonas tog en podieplads som nr. 3 og Oliver bliver en flot nr. 6.
 

Dennis Jønsson vandt i Ordrup CC´s Grand Prix

Dennis Jønsson og Jesper Bollhorn var blevet på Sjælland i Pinsen og stillede op i Ordrups Grand Prix der blev afholdt i Lyngby. På den korte gadeløbsrute, der inkluderer en sød lille bakke, der efter tilpas mange passager synes knap så sød, stak Dennis af fra løbet start. De øvrige ryttere så herefter først Dennis da han havde passeret målstregen som vinder med et forspring på halvandet minut til forfølgergruppen. Her kørte Jesper sig til en tredjeplads i et knivskarpt spurtopgør med Morten Øllegaard fra Næstved.
 

Den kommende uge

I aften – onsdag - er der gadeløb på Amager for junior og B-klassen. Torsdag er der gadeløb i Jægerspris for A-klassen. Weekenden byder på Sjælland kun på løb for junior og seniorklasserne. Det foregår i Tune og omegn og arrangeres af Greve og ABC. For rytterne i ungdoms og børneklasserne er der løbsmuligheder begge dage i Århus, med kriterium om lørdagen og linieløb om søndagen i Hesselager i den sydøstlige del af Århus kommune. Herudover afvikles der fredag og lørdag Bane-DM for juniorer i Odense.
FIX nyt - 07.06.2006
Til forsiden  Oversigtskort  Udskriv