FIX nyt - 19.06.2006
Patrick 2 og Rasmus 5 i Bell-cup løbet
Sammen med et stærkt kørende ungdomslandshold, leverede Patrick Clausen og Rasmus Quaade et flot resultat, da de deltog i juniorernes Bell cup.
Når nu vores egne juniorryttere var optaget af at køre løb i Tyskland, var det kun godt, at klubben var repræsenteret af de to ungdomsryttere Patrick Clausen og Rasmus Quaade i CK Kronborgs løb i Tikøb. De var en del af det ungdomslandshold, der som et eksperiment, havde fået tilladelse til at stille op i juniorklassen. Juniorløbet var en del af den gennemgående Bell cup konkurrence, og derfor var de fleste af de danske juniorryttere samlet til start.
Ungdomsholdet kørte et rigtig flot løb. På en dag, hvor Team GLS havde en mindre heldig dag og fik brændt alt krudtet af efter 60 km, var det kun det kun ungdomslandsholdet, der var i stand til at tage kampen op med det stærke Vejlehold. Mens mandskabsmæssige tunge hold, såsom Herning, Odder og Amager endnu engang ikke formåede at køre deres egen chance, var det godt at se et aggressivt ungdomshold køre deres chance helt til dørs. I den forbindelse var Patrick og Rasmus helt fremme i frontlinien. Da Vejles stærkeste rytter, Morten Reckweg tredje gang kørte væk fra feltet, var det kun Patrick Clausen, der var i stand til at fange hans hjul, og der blev han de næste 60 km, mens feltet efterhånden fortonede sig 3 minutter bagude, en afstand der dog skrumpede ind hen imod afslutningen af løbet.
Patrick formåede at sidde med den stærke Vejlerytter helt frem til målstregen, hvor Patrick fulgte ham helt til dørs i spurten, som Reckweg dog vinder. Som dagens løb formede sig, var det - hvis vi skal være objektive – fuldt fortjent, at sejren går til Vejlerytteren, men Patricks præstation med en andenplads i et Bell cup løb over 120 km, heraf 60 km i udbrud, er under alle omstændigheder en rigtig flot og bemærkelsesværdig præstation.
Rasmus Quaade fik sammen med fire andre ryttere etableret et udbrud på de sidste omgange af løbet. På den sidste omgang går udbruddet i opløsning, men Rasmus får kørt sig i mål til en fornem femteplads. Samlet tager ungdomsholdet 4 ud af 15 præmier.
Rasmus og Patricks stærke kørsel giver grund til yderligere optimisme ved det forestående DM. Her har de ældste ungdomsryttere mulighed for at stille op, og med den præstation, som Patrick og Rasmus viste i går, bliver det et stærkt seksmandshold, som Fix kan stille til start med til DM i linieløb, der afvikles søndag.
Resultater fra ABC´s løb
Resultaterne fra ABC´s løb for børne- og ungdomsklasserne, foreligger endnu ikke. Sandsynligheden taler for, at vi nok har haft en rytter eller flere til start på Skovlinien søndag, der har klaret det godt, men vi må vente med at bringe nyt, til det behager DCU-sjælland at viderebringe resultatet.
Den kommende uge
I den kommende uge er det DM der tager det meste af opmærksomheden. DM ugen for A-rytterne og junior afholdes i Esbjerg og indledes onsdag, hvor der køres holdløb. Her stiller Fix til start i juniorklassen kl.16.43, som tredjesidst startende hold. Fredag afvikles enkeltstarten, hvor vi har fem til start i herre juniorklassen og en i dame junior. Særligt skal det blive interessant at følge sjællandsmesteren Dennis Jønssons kamp mod klokken på den 24,7 km lange enkeltstart. Lørdag afvikles lineløb for damer, hvor Katrine Bjaler er til start.
Søndag er det så herrernes tur. Junior har start kl. 8.00 og her stiller Fix til start med Jesper Mørkøv, Jesper Bollhorn, Dennis Jønsson, Patrick Clausen, Rasmus Quaade og Mark Sørensen. Vi håber, at der bliver meget at skrive hjem om.
For de øvrige klasser, er det Amagers bedste cykelklub der lægger asfalt til begivenhederne. Det foregår søndag den 25. juni med start og mål på den eksotiske adresse Ugandavej.
Gratis Email på CKFIX-domænet
Som ægte klub-afficiando, kan man selvfølge markere sit tilhørsforhold til klubben, ved at køre i klubtricoten, man kan også have et klistermærke i bagruden, som mange da også har. Men er man helt fremme i cykelskoen, så har man da en mailadresse på ckfix-domænet. For medlemmerne af Fix er det muligt at få oprettet en mailadresse på ckfix-domænet, så i stedet for en kedelig mailadresse så som joergenvandgroed@stortteleselskabmedmo-nopol.dk , kan man nu udstyre sig med en mere hot adresse, fx styrerforvildt@ckfix.dk eller lignende. Alt du som medlem skal gøre, er at bestille en mailadresse hos kasserer Flemming, som så vil oprette den (Flemmings mailadressen kan ses under bestyrelse her på hjemmesiden). Du kan her på hjemmesiden se en vejledning til brug af webmailen.