FIX nyt - 11.09.2006
Kasper C. Christensen kørte sejren hjem i Odsherred
Kasper C. Christensen hentede sæsonens første sejr i DCR Ballerups løb i Odsherred. Sammen med Philip Nielsen har Kasper nu kvalificeret sig til A-klassen.
Et gensyn med de gode cykelruter i Odsherred blev ikke mindre glædeligt, da det lykkedes Kasper C. Christensen at køre sejren hjem i B-klassen. Såvel Kasper som Philip Nielsen var blandt profilerne i B-klassens løb over 131 km. På en smuk solskinsdag lykkedes taktikken i afslutningen perfekt. Kasper kommer først over stregen efter et spændende løb på en meget kuperet rute. Philip kørte sig samtidig til en femteplads. Sejren gav Kasper de sidste otte point i statistikken, der kvalificerer Kasper til at køre i A-klassen i sæsonens resterende løb Philip manglede blot et enkelt point før karrieren i B-klassen var forbi, så de tre point femtepladsen gav, var alt rigeligt. Det vil blive spændende at følge de to ryttere i de kommende løb i A-klassen.
I løbet i Odsherred debuterede Sebastian Nielsen i ungdomsklassen. Efter at have domineret ældste klassen hele sæsonen, har Børne- og Ungdomsudvalget fundet det rigtigt, at rykke Sebastian op i ungdomsklassen. I løbet i Odsherred, beviste Sebastian at det var en fornuftig disposition, idet han her kørte sig ind på en flot ottendeplads. I ældste klassen kørte Jannick Berg, Stefan Jørgensen og Alex Clausen sig ind som hhv. nr. 8, 10 og 16 efter de 45 km. I ældste pige sikrede Camilla West Hansen sig endnu en podieplads ved at blive nr. tre. Oliver Almind og Jonas Wang fulgtes sammen i mål i yngste klasse og blev hhv. nr. 4 og 5.
Fix i udlandet
Mens de øvrige ryttere i klubben tog kampen op med bakkerne i Odsherred, var juniorerne Jesper Mørkøv, Dennis Jønsson og nyoprykkede Rasmus Quaade, sammen med sportsdirektør Frederik Jakobsen taget til Solihull i England for at deltage i Solihull CCJunior Road Race, den engelske juniorsæsons mest præstigefyldte løb. I et stærkt selskab, der både inkluderede norske og belgiske topryttere, kørte Fix-juniorerne et godt løb, hvor Jesper Mørkøv sikrede sig en 12 plads, efter at have siddet med i den 20-mandsgruppe der afgjorde løbet i mellem sig. Norske Anders Lund tog sejren.
En anden af klubbens nyoprykkede juniorryttere, Patrick Clausen, deltog samme med
distriktsholdet under ledelse af René Hansen i 9e Critérium Européen des Jeunes i Luxemburg. Her gjorde Patrick sammen med holdet en rigtig god figur, idet de sikrede holdet en individuel tredieplads ved Sebastian Lander fra Køge og bjergtrøjen ved Niels Olsen fra Roskilde CR. Patrick selv kørte undervejs en fjerdeplads hjem på den afsluttende etape.
Sejr til Jonas Wang og Oliver Almind i Værløse-Farums partids-kørsel
Jonas og Oliver kørte en sikker sejr hjem i den traditionelle partidskørsel med start og mål i Kr. Værløse. De to yngste drenge kørte de 11 km i tiden 17,11 min. og var over et halvt minut hurtigere end Mathias Linderod og Helmut Wacker på andenpladsen. I mellemste klasse kørte Emil Wang og Frederik Hagn-Meinche Gundersen sig til en flot fjerdeplads i denne særlige form for cykelløb. Stefan Jørgensen sikrede sig ligeledes en fjerdeplads, efter at han sammen med Thomas Schmidt fra Grevve CC havde tilbagelagt de 16 km, som var ældste klassens distance.










